onsdag den 24. december 2014

Bager Rasmus´s jule klejner

Bager Rasmus´s jule klejner.
I år har jeg forsøgt mig med at koge klejner. Opskriften er meget gammel, da den er min farfars gamle opskrift, fra dengang han og min farmor havde bageriet i Revninge. Jeg har fået den gamle opskrift af min mor, men desværre står der kun ingredienser og ikke noget om hvordan det røres, æltes eller om smørret skal smeltes først. Derudover har jeg afprøvet både palmin og svinefedt til kogningen af klejnerne, og her synes jeg absolut palmin er at foretrække, for hold da op, hvor svinefedt lugter grimt.

Opskrift på farfars klejner

3/4 pund mel (det samme som 375 g)
1 dl kartoffelmel
1 tsk. hjortetakssalt 
1 1/2 tsk. kardemomme
Skal af en stor citron 
125 g margarine (jeg har brugt smør) 
2 æg
1 dl sukker
1 dl kaffefløde
(I min farfars opskrift var der ikke anført nogle krydderier, så det har jeg tilføjet til opskriften)
1 pk. palmin til kogning af klejner

Mel, kartoffelmel, hjortetakssalt, kardemomme og revet skal af citron blandes.
Smøret smuldres i melblandingen.
Æg piskes med sukker, og fløden hældes i.
Æg og fløde æltes i melblandingen, og dejen samles.

Dejen lægges i køleskab mindst 1 times tid.
Dejen rulles ud i 3 mm tykkelse og skæres i 3 cm strimler, der igen skæres skråt i 8 cm længder. Der laves en lille slids på langs i midten af klejnen og den ene spids trækkes forsigtigt igennem slidsen, så siderne bliver snoet (Min far kaldte altid klejner for vridefitter... og ja der skal da hellere ikke meget fantasi til for at se hvorfor :)
Klejnerne lægges igen på køl mens palminen smeltes.
Nu koges klejnerne gyldne og lægges til afdrypning på en avis beklædt med køkkenrulle.

Klejnerne spises straks :)
Det kan anbefales at halvere portionen, for klejner er bare bedst, når de er lune og stadig sprøde. Selvfølgelig kan de også gemmes, men de bliver desværre let bløde.

 

Og nu lidt historie 

Min oldefar Lars Christensen var bager og startede Revninge Bageri i 1913 (ifølge ernæringsbrev), og hans søn (min farfar) Rasmus Christian Christensen blev også bager, og arbejdede sammen med sin far i bageriet. Da Rasmus i år 1933 bliver gift med Elisa Anna Tornø Ahrentsen åbner de brødudsalg og cafe i Rynkeby, som min farmor passer. Først i 1947 (ifølge ernæringsbrev) overtager de bageriet i Revninge og driver bageriet indtil 19??. De sidste år kun som brødudsalg.                                                  
Revninge Bageri og min farmor og farfar (i midten).

onsdag den 10. december 2014

Endnu en hjertekrans til døren

Den færdige hjertekrans
Så blev det min tur, til at få en grankrans på døren. Jeg har som altid bundet en hjertekrans af forskelligt gran, thuja, buskbom, enebær, lærkekogler, efeu blade og blomsterstande. Men da hjertekransen var færdig, syntes jeg der manglede noget, at den var blevet lidt kedelig. Så i år har kransen fået tilført et par af de kogleblomster, jeg lavede for nogle dage siden, og små guld-glimmer kugler, og det på trods af, at jeg absolut ikke er nogen glimmerpige.
Sådan så kransen ud i første omgang, siden blev der tilført kogleblomster og glimmerkugler.
Her ser du kransen uden glimmer og kogleblomster.
Se hvor jeg ellers har brugt mine kogleblomster "Hjemmelavet kalenderlys".
Se min hjertekrans fra sidste år her "Hjertekrans til døren", eller hvad med at se mine andre grankranse her "Bind en julekrans af gran".

søndag den 7. december 2014

Julepyntede lærkegrene

Smukke lærkegrene.
Lærkegrene er bare så smukke, og behøver egentlig slet ikke noget pynt, for at være julede. Jeg har alligevel hængt mine små lerstjerner på lærkegrenene. Se lerstjernerne på mit indlæg om julepynt her "Stjerner af Hobby Clay ler".

Julepynt - stjerner af Hobby Clay ler

Julepynt - stjerner af ler.
Disse små stjerner lavede jeg sidste år, men nåede aldrig at få dem lagt på bloggen. Men nu da kassen med julepynt er fundet frem igen, synes jeg lige I skal se dem :)
Lerstjernerne er lavet af Hobby Clay ler fra Panduro. Leret er selvhærdende, og meget let at arbejde med. Mønstrene på stjernerne er lavet, ved at trykke blondestrimler ned i leret. Bagefter skal leret bare tørre af sig selv. Til sidst sleb jeg stjernerne med fint sandpapir, og lakerede dem med mat klar hobby lak.
Se lærkegrene pyntet med lerstjernerne her "Julepyntede lærkegrene".

mandag den 1. december 2014

Bind en julekrans af forskelligt gran

Næsten ens julekranse.
Hvad med at binde en julekrans til døren?
I denne weekend har jeg været i gang med at binde et par kranse. Julekransene er lavet til at hænge på døren, men man kan selvfølgelig, også bruge dem til adventskranse, dog vil jeg anbefale, hvis man skal bruge dem til adventskrans, at lave dem på en halmkrans (så er der lidt at sætte lysene fast på) og ikke en stålkrans, som jeg har gjort her. 
Jeg har fået en masse gran forærende og sammen med bundter af enebær, thuja, buskbom mv. fra Grønttorvet, og hvad jeg har kunnet finde i haven, kan det i år blive til rigtig mange kranse, nok også flere end jeg kan nå at lave.
Disse to kranse er allerede blevet foræret væk, men den næste julekrans må hellere blive til mig selv :) Så vi også her i Villa Marietta kan få pyntet døren lidt op.

Se hvordan man binder en krans her "Bind en krans".
Nu kan du også se hjertekransen, der pynter Villa Mariettas hoveddør i år "Endnu en hjertekrans til døren".