onsdag den 24. december 2014

Bager Rasmus´s jule klejner

Bager Rasmus´s jule klejner.
I år har jeg forsøgt mig med at koge klejner. Opskriften er meget gammel, da den er min farfars gamle opskrift, fra dengang han og min farmor havde bageriet i Revninge. Jeg har fået den gamle opskrift af min mor, men desværre står der kun ingredienser og ikke noget om hvordan det røres, æltes eller om smørret skal smeltes først. Derudover har jeg afprøvet både palmin og svinefedt til kogningen af klejnerne, og her synes jeg absolut palmin er at foretrække, for hold da op, hvor svinefedt lugter grimt.

Opskrift på farfars klejner

3/4 pund mel (det samme som 375 g)
1 dl kartoffelmel
1 tsk. hjortetakssalt 
1 1/2 tsk. kardemomme
Skal af en stor citron 
125 g margarine (jeg har brugt smør) 
2 æg
1 dl sukker
1 dl kaffefløde
(I min farfars opskrift var der ikke anført nogle krydderier, så det har jeg tilføjet til opskriften)
1 pk. palmin til kogning af klejner

Mel, kartoffelmel, hjortetakssalt, kardemomme og revet skal af citron blandes.
Smøret smuldres i melblandingen.
Æg piskes med sukker, og fløden hældes i.
Æg og fløde æltes i melblandingen, og dejen samles.

Dejen lægges i køleskab mindst 1 times tid.
Dejen rulles ud i 3 mm tykkelse og skæres i 3 cm strimler, der igen skæres skråt i 8 cm længder. Der laves en lille slids på langs i midten af klejnen og den ene spids trækkes forsigtigt igennem slidsen, så siderne bliver snoet (Min far kaldte altid klejner for vridefitter... og ja der skal da hellere ikke meget fantasi til for at se hvorfor :)
Klejnerne lægges igen på køl mens palminen smeltes.
Nu koges klejnerne gyldne og lægges til afdrypning på en avis beklædt med køkkenrulle.

Klejnerne spises straks :)
Det kan anbefales at halvere portionen, for klejner er bare bedst, når de er lune og stadig sprøde. Selvfølgelig kan de også gemmes, men de bliver desværre let bløde.

 

Og nu lidt historie 

Min oldefar Lars Christensen var bager og startede Revninge Bageri i 1913 (ifølge ernæringsbrev), og hans søn (min farfar) Rasmus Christian Christensen blev også bager, og arbejdede sammen med sin far i bageriet. Da Rasmus i år 1933 bliver gift med Elisa Anna Tornø Ahrentsen åbner de brødudsalg og cafe i Rynkeby, som min farmor passer. Først i 1947 (ifølge ernæringsbrev) overtager de bageriet i Revninge og driver bageriet indtil 19??. De sidste år kun som brødudsalg.                                                  
Revninge Bageri og min farmor og farfar (i midten).

onsdag den 10. december 2014

Endnu en hjertekrans til døren

Den færdige hjertekrans
Så blev det min tur, til at få en grankrans på døren. Jeg har som altid bundet en hjertekrans af forskelligt gran, thuja, buskbom, enebær, lærkekogler, efeu blade og blomsterstande. Men da hjertekransen var færdig, syntes jeg der manglede noget, at den var blevet lidt kedelig. Så i år har kransen fået tilført et par af de kogleblomster, jeg lavede for nogle dage siden, og små guld-glimmer kugler, og det på trods af, at jeg absolut ikke er nogen glimmerpige.
Sådan så kransen ud i første omgang, siden blev der tilført kogleblomster og glimmerkugler.
Her ser du kransen uden glimmer og kogleblomster.
Se hvor jeg ellers har brugt mine kogleblomster "Hjemmelavet kalenderlys".
Se min hjertekrans fra sidste år her "Hjertekrans til døren", eller hvad med at se mine andre grankranse her "Bind en julekrans af gran".

søndag den 7. december 2014

Julepyntede lærkegrene

Smukke lærkegrene.
Lærkegrene er bare så smukke, og behøver egentlig slet ikke noget pynt, for at være julede. Jeg har alligevel hængt mine små lerstjerner på lærkegrenene. Se lerstjernerne på mit indlæg om julepynt her "Stjerner af Hobby Clay ler".

Julepynt - stjerner af Hobby Clay ler

Julepynt - stjerner af ler.
Disse små stjerner lavede jeg sidste år, men nåede aldrig at få dem lagt på bloggen. Men nu da kassen med julepynt er fundet frem igen, synes jeg lige I skal se dem :)
Lerstjernerne er lavet af Hobby Clay ler fra Panduro. Leret er selvhærdende, og meget let at arbejde med. Mønstrene på stjernerne er lavet, ved at trykke blondestrimler ned i leret. Bagefter skal leret bare tørre af sig selv. Til sidst sleb jeg stjernerne med fint sandpapir, og lakerede dem med mat klar hobby lak.
Se lærkegrene pyntet med lerstjernerne her "Julepyntede lærkegrene".

mandag den 1. december 2014

Bind en julekrans af forskelligt gran

Næsten ens julekranse.
Hvad med at binde en julekrans til døren?
I denne weekend har jeg været i gang med at binde et par kranse. Julekransene er lavet til at hænge på døren, men man kan selvfølgelig, også bruge dem til adventskranse, dog vil jeg anbefale, hvis man skal bruge dem til adventskrans, at lave dem på en halmkrans (så er der lidt at sætte lysene fast på) og ikke en stålkrans, som jeg har gjort her. 
Jeg har fået en masse gran forærende og sammen med bundter af enebær, thuja, buskbom mv. fra Grønttorvet, og hvad jeg har kunnet finde i haven, kan det i år blive til rigtig mange kranse, nok også flere end jeg kan nå at lave.
Disse to kranse er allerede blevet foræret væk, men den næste julekrans må hellere blive til mig selv :) Så vi også her i Villa Marietta kan få pyntet døren lidt op.

Se hvordan man binder en krans her "Bind en krans".
Nu kan du også se hjertekransen, der pynter Villa Mariettas hoveddør i år "Endnu en hjertekrans til døren".

søndag den 30. november 2014

Hjemmelavet kalenderlys

Hjemmelavet kalenderlys.
Igen i år har jeg brugt min ide vedr. kalenderlys, hvor der bare er puttet 24 små juletræslys ned i et sødt glas sammen med lidt kogler. Denne gang er glasset blevet pyntet med en lille enebærkrans, kogleblomster på ståltråd og selvfølgelig lysholderen.
Jeg har lavet kransen af enebær, så den kan tages af, for enebær bliver hurtigt tørt og kedeligt, så jeg regner med, at skulle binde frisk enebær på engang imellem.
Kogleblomsterne er kogleskæl, der er limet sammen på en ståltråd, og selvom mine limklatter blev lidt store, synes jeg kogleblomsterne er blevet meget sjove. Jeg fandt ideen til kogleblomsterne på strikketantens blog, se den her.
Enebærkrans og kogleblomster til kalenderlys.


Årets adventsgaver.

Adventsgaver pakket og klar til levering.
I år var desværre hellere ingen undtagelse med hensyn til, at være i god tid med advents-
gaverne. Men nu er gaverne til mor og svigermor bragt..... og så er der tid til at blogge lidt :)
Se opskrifterne her.
Kurve flettet af avispapir "Flettede kurve af avispapir".
Hjemmelavede flødekarameller "Flødekarameller".
Marcipankonfekt a la Villa Marietta "Marcipankonfekt".

Flere flettede kurve af avispapir....

Flettede kurve af avispapir.
Ja, så er det igen tid til at flette kurve af avispapir. Jeg skal bruge nogle kurve til de sædvanlige adventspakker, som min svigermor og mor plejer at få.
Opskriften på flettede kurve kan du finde her "Kurv af papirflet". 
Den høje slanke kurv, vase eller måske vinholder er lavet af 16 sider avispapir, der er foldet til strimler, og flettet på helt samme måde som den store kurv, bare kun med 4 strimler i hver retning. For at være sikker på at få fletkurven høj nok, er alle strimlerne forlænget ved at lave overlapning (se billedet herunder), og det er altså derfor, der er brugt 16 strimler og ikke kun 8 strimler, som man måske skulle tro.
Her vises starten på den høje fletkurv af avispapir, se mit indlæg "kurv af papirflet" for videre opskrift.
 
                                                        
På billedet har jeg forsøgt at vise, hvordan avispapir strimlerne ligger forskudt oven på hinanden.
Se her, hvis du vil se de flettede kurve, når de er fyldt med adventsgaver "Årets adventsgaver".
 

torsdag den 20. november 2014

Endnu en hæklet pude....

Pude af hæklede lapper.
Så er det blevet til endnu en hæklet pude i bomuldsgarn, bare i lidt andre farver end sidst.
:) Bemærk lige farvekoordineringen med plakaten. Plakaten er i øvrigt fra http://vissevasse.biz/, hvis nogen skulle være interesseret. Selv har jeg kig på endnu en plakat derfra, der hedder "Fyn er fin", som jeg tror vil passe perfekt sammen med den anden.
Opskriften på de hæklede lapperne er igen fra Lutteridyl

Opskrift på sammenhækling af pude.

Når lapperne er færdige, hækles de 18 lapper til hver side af puden sammen. Det gøres ved, at lægge lapperne sammen vrang mod vrang, og hækle sammen med fastmasker i bagerste maskeled på hver lap, først alle masker på den lange led og så alle masker på den korte led.
På hver af de to pudestykker hækles der nu en fastmaske kant i bagerste maskeled hele kanten rundt. I hjørner hækles 3 fastmasker i samme løkke).
Til sidst lægges de to pudestykker sammen vrang mod vrang, og hækles sammen med fastmasker men denne gang gennem begge maskeled hele kanten rundt (husk igen at hækle 3 fastmasker i hver hjørne). Husk også at få puden ind, inden der hækles helt færdigt ;)
Hvis man vil have en pude hvor betrækket kan tages af, så se min anden hæklede pude her "Pude af hæklede lapper".
Puder af hæklede lapper.

søndag den 16. november 2014

Æblekage med kanel

Æblekage med kanel.
Efterår er lig med æblekage, og fordi det samtidig er en af min søns ynglingskager, bager jeg den ret ofte på denne årstid. Når den dejlige duft af bagt æble og kanel, breder sig i huset, er jeg tæt på give ham ret, og så gør det jo heller ikke noget, at den tilmed er let at lave.
Opskriften på æblekage har jeg fra min svigerinde, så jeg håber, det ikke gør noget, at jeg giver den videre her ;)

Opskrift på Susannes æblekage med kanel

200 g smør
250 g mel
200 g sukker
1 tsk. bagepulver
2 æg
- - - - - - - - -
Fyld:
600 g æbler
1 dl. sukker 
2 tsk. kanel

Æblekagen serveres med creme fraiche eller flødeskum.

Smelt smør og lad det afkøle.
Imens blandes mel, sukker og bagepulver.
Når smørret er afkølet røres det i melblandingen.
Pisk æggene og rør også dem i dejen.
Smør en springform, put evt. bagepapir i bunden, og hæld dejen i formen.
Skræl æblerne og del dem i grove både. (Lad evt. nogle af æblerne beholde skrællen, 
den er jo så smuk).
Bland sukker og kanel, og vend æblerne rundt i det.
Fordel dem og tryk dem lidt ned i dejen.
Bages på 2.nederste rille ved 175 grader i 55-60 minutter.

lørdag den 15. november 2014

Årets sidst buket georginer fra haven.

Selv om nattefrosten endnu ikke for alvor har ramt Fyn, er det tæt på at være slut med de sidste georginer i haven, og opgravning af knoldene er derfor i fuld gang. 
Se mere om opgravning og georginer på mit indlæg fra sidste år, "opgravning af georginer".

Noget der altid gør mig lidt trist er, når jeg plukker de sidste georginer ind, og jeg nu må nøjes med supermarkedets og blomsterhandlernes blomster, og ikke bare kan hoppe i gummistøvlerne og hente farver og liv ind i huset, eller ganske gratis gøre andre glæde med en stor buket blomster.
Årets sidste georginer.

søndag den 26. oktober 2014

Halloween græskar

Villa Mariettas græskarhoved 2014.
Nu er det igen tid til at udskære græskar. Jeg har med vilje ventet med at lave græskarhoveder, for selvom man pensler med atamon, så synes jeg, at græskarene meget hurtigt mugner, og de skal jo helst holde til halloween den 31.oktober.
Denne gang har jeg forsøgt mig med et træ og ugle motiv. Det var noget svært, og et par steder er jeg blevet nød til, at sætte et par tandstikker i for at samle, hvor jeg kom til at skære igennem.
Græskar med træ-ugle motiv.

















Igen i år gik aftenturen den 31. oktober ned gennem Åløkkeskoven, hvor der var pyntet til Halloween med lygteposer og fint udskårne græskarhoveder. 
Fotos fra halloween i Åløkkeskoven 2014.


Se flere græskarhoveder her

lørdag den 25. oktober 2014

Tid til pralerier....

Bede med Georginer.
Inden den første nattefrost sætter ind, og får alle mine Georginer til at ligne kogt spinat, synes jeg det er tid for lidt havepraleri.
Det er selvfølgelig mine skønne Georginer, jeg igen vil vise frem.
(Næsten) Alle georginerne fra Villa Mariettas have.


torsdag den 23. oktober 2014

Fynsk fødselsdags brunsviger.

Fynsk brunsviger.
I anledning af at det i dag er 1 år siden, jeg skrev første blogindlæg og startede denne blog, kommer her opskriften på en rigtig god brunsviger.
Bag brunsvigeren til fødselsdage, brunch eller når lysten til lækker fynsk brunsviger overvælder dig. Opskriften passer til en ”ovn”-bradepande, men tit bager jeg den i to 23x35 cm forme.
Hvis man ikke har lyst at stå tidligt op, før gæsterne kommer, kan den sagtens bages i forvejen, puttes i fryseren og lunes igen i ovnen… OG INGEN VIL OPDAGE NOGET ;-)

Opskrift på fynsk brunsviger

60 g smør
4 dl. mælk
50 g gær
600 g mel
60 g sukker
1 tsk. salt
- - - - - - - - -
Fyld:
200 g smør
300 g puddersukker
2 spsk. sirup (kan undlades)
fløde (ca. en lille dl.)

Smør smeltes og mælken hældes i, og når blandingen er lun, hældes den over gæren.
Gæren opløses og de andre ting æltes i.
Dejen fordeles i en stor smurt "ovn"-bradepande.
Stilles til hævning ca. 1/2 time, og imens laves fyldet.
Smør og puddersukker smeltes.
Et skvat fløde og sirup hældes i, og det koges til en jævn masse.
Afkøles lidt og hældes over brunsvigeren, når denne er hævet færdig.
Bages ved 200 grader i 15-20 minutter.

Når brunsvigeren er bagt kan det være nødvendig at "omfordele" fyldet lidt, hvis der er blevet for store områder med meget fyld og andre helt uden.
Måske har du også lyst til at bage boller, se min opskrift på "Fødselsdagsboller".

onsdag den 22. oktober 2014

Puder syet af kaffesække og med tittekanter..

Puder syet af kaffesække og med tittekanter

Disse puder af kaffesække lavede jeg for noget tid siden, og meningen var egentlig at lave flere, men som så mange ting, er der ikke lige blevet tid til det endnu.
Så nu bliver de to, der er, vist frem. Jeg har set mange puder af kaffesække på nettet, men ingen med tittekant, og det er det, jeg synes gør puderne ret tjekkede :)
Jeg købte kaffesækkene i en kryddeributik i Bazar Fyn, og først da jeg kom hjem med sækkene, kunne jeg lugte hvor meget de lugtede af alverdens krydderier.
Så først kom de i en pose og en tur i fryseren et par dage, for at slå evt. kryb ihjel.
For at holde på det løse sækkestof, strøg jeg vlieseline på bagsiden af de felter, jeg skulle bruge til puder.
Så blev der klippet ud til puder og zig-zagget over kanter.
Og for at slippe af med lugten, vaskede jeg pudestykkerne i Rodalon.
Derefter syede jeg tittekantbåndet af tyk snor og skråbånd, og til sidst blev puderne syet sammen.
Der er en super udførlige opskrift til at sy tittekanter på Stof2000.
Puder af kaffesække.
Se også mine hæklede puder på "Puder af hæklede lapper".

søndag den 12. oktober 2014

Krans bundet af hyben fra vilde roser

Krans af hyben fra vilde roser.
I dag har jeg bundet en krans kun af hyben fra vilde roser. Hybenerne har jeg plukket på stisystemet i området omkring Åløkkeskoven, men man kan finde rosenhyben overalt i krat, langs stier osv., hvis man lige ser sig lidt om. 
Kransen er som sædvanlig bundet på en ståltrådskrans, hvor der bindes små buketter af hyben fast med tynd myrtetråd. Pas på ikke at stramme myrtetråden for meget, for så skærer man hybenet af stilken.
Se mine andre bundne kranse under "Efterårskranse" og "Jul".
Her ses hybenkransen på bagsiden.

onsdag den 8. oktober 2014

Kastanjedyr

Kastanjeedderkop med unger.
Da jeg desværre er løbet tør for små børn, der er vilde med at lave kastanjedyr, er jeg selv gået lidt i barndom ;-) for alle de smukke kastanjer skal da bruges til noget. Den ide jeg synes blev bedst, vil jeg gerne dele med jer...Et stort spindelvæv med mor-kastanjeedderkop og små edderkop unger, der hænger ned fra det store spindelvæv.

Her er lidt vejledning

Først laves huller i kastanjerne med en lille skruetrækker.
Derefter stikkes bambus grillspyd ind i hullerne til ben (der burde vel egentlig være 8 ben....nå pyt).
Så er det bare at gå i gang med at vikle garn omkring kastanjen. Start med at binde garnet fast til et af spyddene helt inde ved kastanjen. Hver gang man kommer til et spyd vikles der en tur rundt om dette. Afhængig af hvilke vej man vikler garnet om spyddet, vil benene stå frem eller være usynlige.
Slut med en knude. 
Der hvor der er lavet afstand mellem garnet, er det vigtigt, på hvert spyd, at binde en god knude, der ikke glider ind. Jeg har lavet et dobbelt halvstik (der er spejdere i familien). 
Til det store spindelvæv er der også brugt dobbelt halvstik knuder ved hver spyd for at holde spindet stramt og på plads.
Kastanje edderkopper.


Jeg har tænkt mig, at kastanjeuroen skal pynte til halloween uhyggen, så jeg har prøvet forskellige steder at placere den. Se også mine "græskarhoveder".
Kastanjeedderkop på hoveddøren...Velkommen til halloween?

Smukke kastanjer

Samle kastanjer-
I weekenden var jeg en tur i Kongens Have og samle kastanjer. Kastanjer er bare noget af det smukkeste, og som de lå der i græsset brune og skinnende, var de umulige ikke at samle op, og inden jeg viste af det, havde jeg samlet cykelkurven fuld.
Se mit indlæg "Kastanjedyr".
Smukke kastanjer og lidt kastanjedyr måske til Halloween.

onsdag den 24. september 2014

Pallesofaen med hynde

Udesofa lavet af paller.

I år har den helt store trend i haven været at bruge paller til bænke, borde og urtehaver mv.
Mariettas have er selvfølgelig ingen undtagelse, og min mand har i forsommeren hjulpet med at skrue en pallesofa sammen. Nu har jeg så endelig syet en hynde og pude til sofaen.
Jeg er absolut ikke nogen stor syerske, men synes selv jeg har fået lavet nogle ok hjørner på min hynde ;-) Opskriften der hjalp mig fandt jeg på http://pelunika.dk/index.php?page=23.
Pallesofa og pergola
Her er pallesofaen trillet hen til en plads i solen under pergolaen, der blev lavet for 3 år siden. Pergolaen er snart helt dækket af 2 slags grønne drueplanter, og fungere fint som skjul for naboens hoveddør.

onsdag den 17. september 2014

Krans af hortensia

Krans bundet af hortensiablomster.
I dag har jeg bundet en krans af hortensiablomster, efeublade, elletræets kogler og frøstande fra høstanemoner.
Jeg har som sædvanlig startet med, at forme en krans af tyk ståltråd og brugt en tynd ståltråd til at samle enderne. Derefter har jeg viklet grøn blomstertape på stålkransen, og så er der viklet små buketter af hortensia mv. hele kransen rundt. 
Se evt. min mere detaljerede vejledning i at binde krans her.
Trin for trin.
Hortensiakrans.

mandag den 25. august 2014

Brombæris med lille brombærtærte

Brombæris med lille portions brombærtærte.
Her kommer endnu en opskrift med de herlige brombær. Jeg har efterhånden plukket mange kilo brombær i haven, og så er det jo dejligt at finde på nye opskrifter til nogle af de friske bær.
Denne is synes jeg er super blød og cremet, med en koncentreret smag af brombær.

Opskrift på brombæris

300 g brombær
80 g sukker
2 spsk. citronsaft

Brombær, sukker og citronsaft koges ca. 15 minutter, til det har fået en lidt tyk konsistens, og
stilles til afkøling.

6 past. æggeblommer
125 g florsukker
1/2 l. fløde

Æggeblommer og florsukker piskes hvidt og luftigt.
Fløden piskes.
Nu blandes brombærmassen i æggeblommerne, og fløden vendes forsigtigt i til sidst.

Serveres evt. med små brombærtærter, den opskrift kan du finde her eller hvad med også at lave lavendelis.

søndag den 10. august 2014

Krans med strandskaller og krabbeskjold

Krans med strandskaller og krabbeskjold.
Her er nogle strandfund brugt til en krans.
Jeg har først lavet en krans af pilegrene og derpå er der bundet grene fra birketræ. Derefter er der med limpistol sat grene fra troldhassel, fyrretræ, strandvaskede grenstumper mv. på og tilsidst små muslingeskaller og krabbeskjold og klør. 
Måske har du lyst til at se mine andre kranse også "Efterårskranse" eller "Julekranse".
Kransen hænger på et gammelt stativ, der oprindeligt var til ringene fra et brændekomfur.

Sættekasse fyldt med strandfund

Sættekasse med strandfund.
Her er et tip, til at bruge de gamle skønne sættekasser på en anden måde, end den med at male dem over, og sætte tapetrester ind i hullerne, for jeg må indrømme, at jeg synes det er synd og skam.

Jeg er typen, der ikke kan gå en tur på stranden, uden at samle lommerne fulde med sten og skaller, der er for smukke til at lade ligge. Og så var det jeg fik ideen med at strandfundene kunne pynte i sættekassen.
Ideen kan måske bruges i sommerhus ved vandet eller....

Den lille tændstiks båd og flyver har min svigerfar Ib lavet til mig, evt. en lille ide for de meget fingernemme.
Ide til små træfigurer, for de fingernemme.

søndag den 3. august 2014

Brombærtærte

Brombærtærte a la Villa Marietta.
I går fik jeg plukket de første brombær i haven, og det er med forrevne arme, jeg nu sidder og skriver indlæg til jer. Men brombærrene er besværet værd, og der er både blevet lagt i fryseren og bagt brombærtærte af de nyplukkede brombær.

Opskrift på brombærtærte

250 g mel
175 g smør
75 g sukker
1 stk. bagepulver
1 æg

Fyld:
75 g knuste makroner
100 g marcipan
400 g brombær (frosne kan også bruges)
25 g sukker

Mel, sukker og bagepulver blandes.
Smør smuldres i melet og dejen samles hurtigt med ægget.
Dejen hviler 1/2 time i køleskab.
Dejen rulles ud og lægges i en smurt tærteform.
Riv marcipanen groft og fordel den i bunden af tærten.
Knus makronerne og drys dem ovenpå marcipanen.
Tilsidst fordeles brombærrene og drysses med sukker.
Bages i 25-30 min. ved 200 grader. (De små portionstærter skal ikke have så længe).
Serveres med flødeskum, creme fraiche eller brombæris.
Tip! der er temmelig meget dej, og man kan evt. lave et par små portionstærter ved siden af 
Se min opskrift på "Brombæris".

Nyplukkede brombær.

lørdag den 2. august 2014

Bornholm, bornholm, Bornholm, du min dejlige ferieø...

Sommerferie på Bornholm
Bornholm har gennem mange år været vores foretrukne feriested i Danmark - Her er bare feriestemning. Da vi jo af gode grunde snart har set de mere sædvanlige turistattraktioner på Bornholm, har vi som min kære søn siger "i år, ikke set en skid!". Det synes jeg nu ikke passer, men det er det med, at det er de små oplevelser der tæller, og for os er så dejligt afslappende og hyggelige. Jeg kan virkelig anbefale Bornholm som ferieø :-)
Prøv......
  • Svanekes 2 ismejerier - de laver gode is med anderledes ingredienser.
  • Hallegaard gårdbutik & pølsemageri kan også varmt anbefales. Vi var mætte bare af smagsprøverne, da vi drog derfra igen.
  • eller prøv Lille Gadegårds "vin rundtur" - på ægte bornholmsk.
  • Smag lakrids hos Bülow - smager fantastisk, men er dog efter min mening, ved at blive lidt for kommercielt.
  • I Svaneke Bryghus kan man godt bruge noget tid, for at nå hele vejen rundt i øl.
  • Bolcher i Svaneke og flødekaramellerne fra Gudhjem - hmmmm.
  • Loppemarked på Svaneke stadion - vi købte en gammel hulmaskine og en lampe til henholdsvis 5 og 15 kr. Tjaa lampen viste sig senere, at være en Verner Panton... synes sku nok jeg havde set den før.
  • Provianten - ny bar på Gudhjem havn med super stemning, der kunne vi godt have "hængt ud" noget længere.
  • Pastariget - en gårdbutik, der laver de herligste pasta.
  • Travbanen i Almindingen - vi brugt en anderledes aften på at hygge og spille på heste. Virkelig super stemning, det var som om det var ugens udflugtsmål både for bornholmere og alle os andre wannabes - husk medbring picnickurven og tæppe.
Hvis vi havde vundet..................................................var vi nok ikke kommet hjem endnu.

onsdag den 30. juli 2014

Hæklede blomster hårspænder

Søde hæklede blomster hårspænder.
Jeg er rigtig glad for at have været i nærheden af søde Anna-Fiona og Rosa her i sommerferien, for så havde jeg en undskyldning for at hækle tøsede blomster hårspænder, som jeg vist selv er blevet noget for gammel til.
Der findes et hav af opskrifter på hæklede blomster, men den jeg lige brugte fandt jeg her.
Der blev også hæklet små hjerter, og den opskrift er her.
Se flere hæklede blomster her, hæklede stedmoderblomster.
Se også mit hæklede "ugle bogmærke", perfekt som lille gave inden skolestart.
Her er søde Rosa.

mandag den 28. juli 2014

Hjemmelavet lavendelis

Villa Mariettas hjemmelavede lavendelis.
Efter en meget inspirerende sommerferie på Bornholm, hvor de to ismejerier i Svaneke flittig blev besøgt, har jeg rigtig fået gang i min ismaskine igen. I første omgang har jeg eksperimenteret med en is med lavendelblomster, og er nu nået frem til en opskrift, der er ret god, når jeg selv skal sige det :)) I lørdags blev isen så testet på fødselsdagsgæster...... og godkendt.
Så nu håber jeg, at I også vil prøve den. Giv mig endelig feedback på opskriften.
(Det er en lille portion, isen kan være i 7 stk. muffins silikoneforme).

Opskrift på lavendelis

1/2 dl sødmælk
1 tsk. sukker
1 stor spsk. lavendelblomster
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
50 g sukker
2 past. æggeblommer
1 1/2 past. æggehvider
1/4 l fløde
Evt. en stor håndfuld brombær, der blendes og sies, for at give isen den lilla farve.

Mælk, 1 tsk. sukker og lavendel blomster gives et hurtigt opkog. Tages af varmen og trækker i ca. 10 minutter. Derefter sies blomsterne fra, og væden trykkes ud af lavendelblomsterne, for at få al smagen med.
Sukker og æggeblommer piskes hvidt og luftigt.
Hviden piskes.
Fløden piskes.
Derefter er det bare at vende delene forsigtigt sammen. Først lavendelmælken og brombærrene op i æggeblommerne, derefter fløden og tilsidst æggehviderne.
Så puttes isen i ismaskine eller bare direkte i fryseren (men husk så at røre i isen nogle gange under indfrysningen).
Måske du også er interesseret i min opskrift på "Brombæris".
Lavendelblomster.

søndag den 27. juli 2014

Flere hæklede ugler....nu som bogmærke

Den hæklede ugle er stadig efter Strikkefåret´s opskrift, men denne gang har jeg lavet uglen om til et bogmærke. Jeg har brugt hæklenål nr. 2 for at få uglen så lille som mulig. Derefter har jeg hæklet en lang snor af luftmasker med et lille hjerte for enden. 
Se opskrift her

Hæklet ugle

Hæklet ugle
Her i sommerferien er der blevet hæklet en del ugler, for jeg faldt over en opskrift på Strikkefåret´s blog, som jeg bare måtte prøve, og da der så også var en sød kusine og fætter i nærheden, at forære uglerne til -ja så kunne jeg få min hækle lyst tilfredsstillet.
Se opskrift her.  
Jeg har gjort uglen lidt større end den i opskriften.
Se også "hæklet ugle bogmærke".