Etiketter

søndag den 17. september 2017

Buket af frøkenhat og georginer

Buket af frøkenhat og georginer.
Der er rigtig mange blomster i Villa Mariettas have på denne årstid, og der bliver ofte plukket en buket eller to. Jeg nyder at have mange blomster i haven, men det er også et stort arbejde, og inden længe skal georgine knoldene graves op, og opbevares i kasser i kælderen. Det er vigtigt hele tiden at plukke visne blomsterhoveder af planterne, dels for at fremme dannelsen af nye knopper, og det hjælper også planten, ikke at være så tynget af de visne blomsterhoveder, når det regner og blæser, men ja det er et stort arbejde. 
Selv om man ikke har så mange blomster i haven, kan man sagtens lave en sød buket alligevel, der skal i virkeligheden ikke så meget til. Jeg har her prøvet at lave en buket af lidt fra køkkenhaven, men i grøftekanterne kan der også plukkes fine ting. I buketten er der brugt forskellige mynter, afblomstrede morgenfruer og solsikke, rødbedeblade og solhat.
En køkkenhave buket.

onsdag den 13. september 2017

Citronverbena is

Hjemmelavet citronverbena is.
Selv om sommeren er over, kan man jo godt spise is :))
Jeg har i et par år haft en citronverbena plante i en krukke på terrassen, og egentlig bare nydt duften, af fin parfumeret citron, når man kom i nærheden af den. 
Så fik jeg den ide at bladene kunne bruges i en is, og afprøvede det med min opskrift på lavendel is, men med citronverbena blade i stedet for lavendel blomster.
Stor succes......smager herligt.  
Prøv den!! (Det er en lille portion, isen kan være i 7 stk. muffins silikoneforme).

Opskrift på citronverbena is

1/2 dl sødmælk
1 tsk. sukker
1 lille håndfuld blade fra citronverbena (se mængden på billedet herunder)
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
50 g sukker
2 past. æggeblommer
1/2 stang vanille
1 1/2 past. æggehvider
1/4 l fløde

Mælk, 1 tsk. sukker og citronverbena blade gives et hurtigt opkog. Tages af varmen og trækker i ca. 10 minutter. Derefter sies bladene fra, og væden vrides ud af bladene, for at få al smagen med. Afkøles.
Sukker, vanille og æggeblommer piskes hvidt og luftigt.
Hviden piskes.
Fløden piskes.
Derefter er det bare at vende delene forsigtigt sammen. Først mælkeblandingen op i æggeblommerne, derefter fløden og tilsidst æggehviderne.
Så puttes isen i ismaskine eller bare direkte i fryseren (men husk så at røre i isen nogle gange under indfrysningen).
Mælk, sukker og citronverbena til et hurtigt opkog.
Du kan også se opskriften på lavendelisen her "hjemmelavet lavendelis"

Solsikker reddet ind fra stormen

Solsikker :)
I formiddags var jeg i haven for at redde blomster ind fra regn- og stormvejret. 
Mine solsikker har i år været rigtige flotte og høje, men nu svajede de voldsomt i vinden, og jeg skar toppen af nogle af dem, for at lette lidt på dem, og nu lyser solsikkerne dejligt op i stuen i stedet.

søndag den 10. september 2017

Buket på trods af regnvejr :)

Buket af georginer, frøkenhat, hortensia og efeu.
I løbet af sommeren er der blevet bundet en del buketter af blomster fra Villa Mariettas have.
jeg har ikke nået, at tage billeder af så mange af dem, men der er tid endnu, for haven er, på trods af regnvejr, stadig fuld af blomster. Så her har jeg lavet en buket af forskellige georginer, frøkenhat, efeu og hortensia.

Feuerhand petroleumslampe Super Baby 175

Feuerhand Super Baby 175 flagermuslygte.
Se lige hvad jeg var heldig at falde over, på loppemarken på Odense Havn, for et par søndage siden.
Det er en gammel, men helt ubrugt, Feuerhand petroleumslampe Super Baby 175, en sjælden kun 19,5 cm høj og udgået model :) man ikke ser så tit. 
Feuerhand er for mange spejdere den "eneste rigtige" flagermuslygte. Det er godt gedigent tysk kvalitet, der har været lavet over 100 år.

lørdag den 9. september 2017

Hæklet Motor Mille fra Ramasjang

Hæklet Motor Mille dukke fra Ramasjang.
Her i sommers har jeg været i gang med et lille bestillingsarbejde på en Motor Mille dukke, som min søde niece Anna-Fiona havde set i Ramasjang, og som hun ønskede sig vældig meget :)
Opskriften på Motor Mille dukken fandt jeg på Hækleopskrifter.dk 
Jeg har som sædvanligt ikke kunne holde mig, til at følge opskriften helt, og har lavet lidt forandringer hist og pist.
Ændringerne på opskriften ses bl.a. på håret, næsen, hænderne samt den orange bluse, der er tilføjet i halsen og på armene.
Derudover har jeg lavet lidt tilbehør i form af rygsæk og en meget lille Motor Mille dukke til at putte i rygsækken......sådan lidt babushka agtig :)