Etiketter

søndag den 30. november 2014

Hjemmelavet kalenderlys

Hjemmelavet kalenderlys.
Igen i år har jeg brugt min ide vedr. kalenderlys, hvor der bare er puttet 24 små juletræslys ned i et sødt glas sammen med lidt kogler. Denne gang er glasset blevet pyntet med en lille enebærkrans, kogleblomster på ståltråd og selvfølgelig lysholderen.
Jeg har lavet kransen af enebær, så den kan tages af, for enebær bliver hurtigt tørt og kedeligt, så jeg regner med, at skulle binde frisk enebær på engang imellem.
Kogleblomsterne er kogleskæl, der er limet sammen på en ståltråd, og selvom mine limklatter blev lidt store, synes jeg kogleblomsterne er blevet meget sjove. Jeg fandt ideen til kogleblomsterne på strikketantens blog, se den her.
Enebærkrans og kogleblomster til kalenderlys.


Årets adventsgaver.

Adventsgaver pakket og klar til levering.
I år var desværre hellere ingen undtagelse med hensyn til, at være i god tid med advents-
gaverne. Men nu er gaverne til mor og svigermor bragt..... og så er der tid til at blogge lidt :)
Se opskrifterne her.
Kurve flettet af avispapir "Flettede kurve af avispapir".
Hjemmelavede flødekarameller "Flødekarameller".
Marcipankonfekt a la Villa Marietta "Marcipankonfekt".

Flere flettede kurve af avispapir....

Flettede kurve af avispapir.
Ja, så er det igen tid til at flette kurve af avispapir. Jeg skal bruge nogle kurve til de sædvanlige adventspakker, som min svigermor og mor plejer at få.
Opskriften på flettede kurve kan du finde her "Kurv af papirflet". 
Den høje slanke kurv, vase eller måske vinholder er lavet af 16 sider avispapir, der er foldet til strimler, og flettet på helt samme måde som den store kurv, bare kun med 4 strimler i hver retning. For at være sikker på at få fletkurven høj nok, er alle strimlerne forlænget ved at lave overlapning (se billedet herunder), og det er altså derfor, der er brugt 16 strimler og ikke kun 8 strimler, som man måske skulle tro.
Her vises starten på den høje fletkurv af avispapir, se mit indlæg "kurv af papirflet" for videre opskrift.
 
                                                        
På billedet har jeg forsøgt at vise, hvordan avispapir strimlerne ligger forskudt oven på hinanden.
Se her, hvis du vil se de flettede kurve, når de er fyldt med adventsgaver "Årets adventsgaver".
 

torsdag den 20. november 2014

Endnu en hæklet pude....

Pude af hæklede lapper.
Så er det blevet til endnu en hæklet pude i bomuldsgarn, bare i lidt andre farver end sidst.
:) Bemærk lige farvekoordineringen med plakaten. Plakaten er i øvrigt fra http://vissevasse.biz/, hvis nogen skulle være interesseret. Selv har jeg kig på endnu en plakat derfra, der hedder "Fyn er fin", som jeg tror vil passe perfekt sammen med den anden.
Opskriften på de hæklede lapperne er igen fra Lutteridyl

Opskrift på sammenhækling af pude.

Når lapperne er færdige, hækles de 18 lapper til hver side af puden sammen. Det gøres ved, at lægge lapperne sammen vrang mod vrang, og hækle sammen med fastmasker i bagerste maskeled på hver lap, først alle masker på den lange led og så alle masker på den korte led.
På hver af de to pudestykker hækles der nu en fastmaske kant i bagerste maskeled hele kanten rundt. I hjørner hækles 3 fastmasker i samme løkke).
Til sidst lægges de to pudestykker sammen vrang mod vrang, og hækles sammen med fastmasker men denne gang gennem begge maskeled hele kanten rundt (husk igen at hækle 3 fastmasker i hver hjørne). Husk også at få puden ind, inden der hækles helt færdigt ;)
Hvis man vil have en pude hvor betrækket kan tages af, så se min anden hæklede pude her "Pude af hæklede lapper".
Puder af hæklede lapper.

søndag den 16. november 2014

Æblekage med kanel

Æblekage med kanel.
Efterår er lig med æblekage, og fordi det samtidig er en af min søns ynglingskager, bager jeg den ret ofte på denne årstid. Når den dejlige duft af bagt æble og kanel, breder sig i huset, er jeg tæt på give ham ret, og så gør det jo heller ikke noget, at den tilmed er let at lave.
Opskriften på æblekage har jeg fra min svigerinde, så jeg håber, det ikke gør noget, at jeg giver den videre her ;)

Opskrift på Susannes æblekage med kanel

200 g smør
250 g mel
200 g sukker
1 tsk. bagepulver
2 æg
- - - - - - - - -
Fyld:
600 g æbler
1 dl. sukker 
2 tsk. kanel

Æblekagen serveres med creme fraiche eller flødeskum.

Smelt smør og lad det afkøle.
Imens blandes mel, sukker og bagepulver.
Når smørret er afkølet røres det i melblandingen.
Pisk æggene og rør også dem i dejen.
Smør en springform, put evt. bagepapir i bunden, og hæld dejen i formen.
Skræl æblerne og del dem i grove både. (Lad evt. nogle af æblerne beholde skrællen, 
den er jo så smuk).
Bland sukker og kanel, og vend æblerne rundt i det.
Fordel dem og tryk dem lidt ned i dejen.
Bages på 2.nederste rille ved 175 grader i 55-60 minutter.

lørdag den 15. november 2014

Årets sidst buket georginer fra haven.

Selv om nattefrosten endnu ikke for alvor har ramt Fyn, er det tæt på at være slut med de sidste georginer i haven, og opgravning af knoldene er derfor i fuld gang. 
Se mere om opgravning og georginer på mit indlæg fra sidste år, "opgravning af georginer".

Noget der altid gør mig lidt trist er, når jeg plukker de sidste georginer ind, og jeg nu må nøjes med supermarkedets og blomsterhandlernes blomster, og ikke bare kan hoppe i gummistøvlerne og hente farver og liv ind i huset, eller ganske gratis gøre andre glæde med en stor buket blomster.
Årets sidste georginer.