Etiketter

lørdag den 25. januar 2014

Endnu en kurv af flettet avispapir

Kurv af papirflet til katten i Villa Marietta.
Nu holdt den flettede kurv af avispapir, jeg for et års tid siden lavede til katten, ikke længere, og derfor har jeg været i gang igen. Kurven er lavet ud fra samme opskrift som mit indlæg "Kurv af papirflet".
Denne, noget større, kurv er lavet af i alt 48 foldede avisstrimler fordelt på denne måde: 
12x2 strimler flettet skiftevis med hinanden til bund, og alle forlænget ved at væve ekstra strimler ind, så strimlerne i bunden af kurven ligger dobbelt, altså de 24x2=48. 
Håber forklaringen er god nok :-)
Se evt. også indlægget "Taske af papirflet".

lørdag den 11. januar 2014

Hvidvinsdampede muslinger (moules mariniére)

Hvidvinsdampede blåmuslinger.
Opskrift på de hvidvinsdampede muslinger har jeg fra en klassekammerats mor, der flere gange havde de skønne muslinger med til buffet bordet ved klassearrangementer.

Opskrift på hvidvinsdampede muslinger (4-6 pers)

2-3 hakkede løg
2-3 fed hvidløg
1-1½ spsk. karry
1 flaske hvidvin
2 net muslinger (fiskehandlerens, men de vacuumpakkede fra supermarkederne er også helt ok og er faktisk betydelig lettere at rengøre)
1/4 l piskefløde (måske lidt mere)
1 bundt bredbladet persille
salt og peber

Løg og hvidløg hakkes fint, og svitses klare i olie i en stor gryde..
Karry tilsættes.
Hvidvin hældes ved og koger et par minutter.
Derefter tilsættes de rensede muslinger, og kog dem under låg i ca. 5 minutter. Vend dem rundt undervejs, så alle muslingerne åbner sig.
Fløde tilsættes og jævner lidt.
Derefter tilsættes hakket persille og krydres med salt og peber.

Hvidvinsdampede muslinger a la Villa Marietta.
Her i Villa Marietta plejer vi at spise muslingerne sammen med godt brød og hjemmelavede store pommes frites, som dyppes i aioli.

Lidt om rensning af muslinger 

Muslinger skal renses grundigt. Skyl dem i en balje med koldt vand, og rens tang og skidt af med en børste eller kniv. Vær bare lidt hård ved muslingerne. De muslinger der ikke er lukket efter sådan en behandling, kan man banke lidt på for at se om de vil lukke sig.  
Under rensningen: Alle muslinger der er knuste eller ikke vil lukke sig selv kasseres.
Efter kogning: Alle muslinger, der ikke er åbne skal kasseres. 
Højsæsonen for muslinger er alle måneder med "r" i (altså fra september-april).
I sommermånederne skal man passe lidt på, hvis badevandet er blevet varmt og der er giftige alger.

onsdag den 8. januar 2014

Hjemmebagte fødselsdagsboller

Boller til fødselsdagen eller bare til en lidt grå hverdag.

"Noget der smager så godt, må være meeeget sundt".

 Gode gammeldags fødselsdagsboller er nok ikke super sunde, men til gengæld smager de rigtig godt :), og er en sikker succes her i Villa Marietta. Opskriften stammer tilbage fra jeg var barn, og dengang var smør og hvidt hvedemel ikke fy-ord.

Opskrift på fødselsdagsboller

125 g smør
2 1/2 dl mælk
1 pk. gær
1 tsk. salt
1 spsk. sukker
saft af en halv citron
evt. 1 dl rosiner
2 æg (sammenpisket)
ca. 525 g hvedemel

Smør smeltes og mælken tilsættes (blandingen skal være håndvarm).
Gæren udrøres i den lune blanding.
Salt, sukker, citronsaft og sammenpisket æg tilsættes. 
Hvedemel æltes i lidt af gangen. Dejen skal være ret klistret.
Hævning ca. 30 minutter.
Bollerne formes og sættes på bagepladen (ca. 20 stk).
Efterhæves ca. 20 minutter.
Bollerne pensles med æg og bages 10-12 minutter ved 200 grader.

Spises lune med masser af tandsmør og syltetøj. 
Måske vil du også bage brunsviger, se opskrift her "Fynsk Brunsviger".