Etiketter

onsdag den 13. november 2013

Opskrift på hindbærvineddike

Hindbær i rødvinseddike - måske en sød værtindegave?

Nu er årets absolut sidste hindbær kommet på flaske. I Villa Mariettas have har jeg for nogle år siden plantet en lille række med efterårshindbær, og siden har jeg haft glæde af de dejlige søde og helt ormefri hindbær. Nogle af hindbærrene er endt fryseren og skal bruges til is, kager eller syltetøj, mens andre puttes i flasker med rødvinseddike. Hindbærvineddiken bruger jeg i salatdressinger, saucer eller se evt. min opskrift på "Andebryst i hindbærvineddike". Hvis man ikke selv kan nå, at bruge alle sine hindbær, er eddiken også en rigtig fin og hurtig værtindegave.

Opskrift på hindbærvineddike.

Hvis du selv har fået lyst til at lave hindbærvineddike, skal du bare rengøre nogle flasker og skylle dem i lidt atamon og kogende vand, derefter puttes hindbærrene ned i flasken, helst uden at de går alt for meget i stykker (husk at kassere alle hindbær, der har bare en antydning af skimmel). Dernæst hældes rødvinseddike på, så bærrene er dækket.
Næsten så let at det ikke kan kaldes en opskrift ;-)
Lad hindbærvineddiken stå en måneds tid, inden du begynder at bruge af den. Hindbæreddiken holder rigtigt længe, og selv har jeg først lige brugt op af sidste års produktion.

Lidt om efterårshindbær.

Efterårshindbær er nogle specielle sorter hindbær, der først får bær i efteråret. Køb dem på planteskoler, eller tig dig til nogle ved venner og bekendte. Planterne sender udløbere ud til alle sider og breder sig lynhurtigt, så det skulle være muligt at få nogle forærende. I foråret klippes alle grene helt ned til jorden. De nye skyd der efterfølgende gror op, blomstre så sent, at hindbærbillerne er færdige med at lægge æg - og voila - hindbær uden orm.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar