Etiketter

lørdag den 11. januar 2014

Hvidvinsdampede muslinger (moules mariniére)

Hvidvinsdampede blåmuslinger.
Opskrift på de hvidvinsdampede muslinger har jeg fra en klassekammerats mor, der flere gange havde de skønne muslinger med til buffet bordet ved klassearrangementer.

Opskrift på hvidvinsdampede muslinger (4-6 pers)

2-3 hakkede løg
2-3 fed hvidløg
1-1½ spsk. karry
1 flaske hvidvin
2 net muslinger (fiskehandlerens, men de vacuumpakkede fra supermarkederne er også helt ok og er faktisk betydelig lettere at rengøre)
1/4 l piskefløde (måske lidt mere)
1 bundt bredbladet persille
salt og peber

Løg og hvidløg hakkes fint, og svitses klare i olie i en stor gryde..
Karry tilsættes.
Hvidvin hældes ved og koger et par minutter.
Derefter tilsættes de rensede muslinger, og kog dem under låg i ca. 5 minutter. Vend dem rundt undervejs, så alle muslingerne åbner sig.
Fløde tilsættes og jævner lidt.
Derefter tilsættes hakket persille og krydres med salt og peber.

Hvidvinsdampede muslinger a la Villa Marietta.
Her i Villa Marietta plejer vi at spise muslingerne sammen med godt brød og hjemmelavede store pommes frites, som dyppes i aioli.

Lidt om rensning af muslinger 

Muslinger skal renses grundigt. Skyl dem i en balje med koldt vand, og rens tang og skidt af med en børste eller kniv. Vær bare lidt hård ved muslingerne. De muslinger der ikke er lukket efter sådan en behandling, kan man banke lidt på for at se om de vil lukke sig.  
Under rensningen: Alle muslinger der er knuste eller ikke vil lukke sig selv kasseres.
Efter kogning: Alle muslinger, der ikke er åbne skal kasseres. 
Højsæsonen for muslinger er alle måneder med "r" i (altså fra september-april).
I sommermånederne skal man passe lidt på, hvis badevandet er blevet varmt og der er giftige alger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar